Venstre i solrød har været med hele vejen
Solrød kommune blev dannet ved kommunalreformen i 1970 og siden har 4 borgmestre fra Venstre stået i spidsen for byrådet.
Gennem et godt og solidt samarbejde med de øvrige partier i byrådet, er det lykkedes at udvikle 5 små sogne til en super velfungerende kommune med meget tilfredse borgere, erhvervsliv og borgere.
Befolkningstallet er i løbet af de 50 år steget fra 9.001 borgere til i dag knap 24.000.
Solrøds første borgmester var Arne Haugaard-Hansen, som i 1970 vandt posten ved lodtrækning, og gennem de næste 21 år dygtigt ledede kommunen i en tid med markant befolkningstilvækst og udbygning af skoler og sports faciliteter.
Solrøds 2. borgmester blev Mogens Baltzer, som gennem 12 år fik ændret den kommunale indsats fra udviklingsbetonede aktiviteter til serviceaktiviteter, og som samtidig havde stort fokus på skole-, kultur- og fritidsliv, og var meget glad for balancen mellem by og land.
Den 3. borgmester blev Merete Wiid, som besad posten i 2 år.
Solrøds 4. og nuværende borgmester er Niels Hörup, der som sin første store opgave i 2006 skulle styre Solrød gennem kommunalreformen, som ændrede 271 kommuner til 95 kommuner med de deraf svære forhandlinger, som sikrede, at Solrød forblev og stadig er en attraktiv og socialt velfungerende kommune.
Gennem sine foreløbig 16 år som borgmester har Niels Hörup haft stort fokus på den grønne omstilling, og på miljøet, samtidig med at han i samarbejde med et stort flertal i byrådet har sikret udvikling til erhvervslivet og har haft fokus på lokale arbejdspladser.
Solrød er én af de mindste kommuner i Danmark – og én af de mest attraktive at bo i. 95,9 % af kommunens befolkning bor i bymæssig bebyggelse, men det er på trods af det lykkedes at fastholde en kommune med en fantastisk natur, hvor man har fastholdt de hyggelige landsbyer og det lækre strandområde.