CharlotteBisserupBechfeldtMÆRKESAGER
MERE FRIHED TIL DEN ENKELTE
SKATTEBORGER – DU FORTJENER BEDRE!
Jeg er ikke den type liberal, hvis hedeste drøm er at sænke topskatten. Bevares, den er høj og grundlæggende en misundelsesskat, men det er ikke dét, der driver mig. Nej det, der driver mig er, at vi får mere for de skattekroner, som vi betaler. Dét uanset, om vi taler om nok pædagoger i vuggestuen, en ordentlig folkeskole, en hurtig og omsorgsfuld behandling på hospitalet eller en værdig alderdom – uanset om det er hjemme, i en ældrebolig eller på plejehjem. Vi kan, og skal, gøre det bedre. For helt ærligt – det bør vi danskere kunne forvente i et land med et af verdens højeste skattetryk.
NÅR DU ER SYG, SKAL DU IKKE STÅ I KØ
Sundhedsvæsenet er virkelig der, hvor velfærdssamfundet er til eksamen. Har vi et sundhedsvæsen, der træder i karakter, når danskerne står i en sårbar situation? Livstruende sygdom eller ej, så har danskerne krav på et sundhedsvæsen, der tager vare på dem, lytter til dem og er placeret i en rimelig geografisk nærhed. Danskerne skal modtages i et tempo, hvor man oplever faktisk at blive taget alvorligt. I min optik består sundhedsvæsenet ikke eksamen i dag. Der er for mange patienter, som falder mellem to stole, ventetiden på at blive opereret er ofte alt for lang og i nogle områder af vores land er der akut mangel på praktiserende læger.
Løsningerne er ikke lette, men hvis vi ikke snart tager fat ved nældens rod, brænder vores sundhedssystem sammen. Behandlingsgarantien på 30 dage skal udvides, flere opgaver skal udliciteres til det private og vi skal fjerne noget af alt bureaukratiet fra lægen og sygeplejersken, så tiden igen kan blive brugt på patienten.
BØRNS TRIVSEL HANDLER OM NÆRVÆR
Indrømmet, jeg er lidt af en nybegynder, når det kommer til børns møde med institutionsverdenen, da min søn, Valdemar, for nyligt begyndte i vuggestue. Mit møde med diverse institutioner i udvælgelsesprocessen af ønsket vuggestue har dog kun bekræftet mig i, at venstrefløjens evindelige løsning om, at der mangler ressourcer i vuggestuer, børnehaver og skoler – altid støttet af fagforeningerne – i bedste fald er en mindre del af løsningen, hvis vores børnepasning og børns trivsel skal højnes. Det handler i lige så høj grad om, hvorvidt de mennesker vores børn møder hver dag rent faktisk får tiden til at løse deres kerneopgave og ikke skal bruge den på papirarbejde. Om de faktisk finder glæde ved deres arbejde, og om deres ledelse hjælper dem med at skabe rum og tid til at gøre det, de er dygtige til – at være sammen med og udvikle vores børn.
Reel omsorg og børnetrivsel opstår i et kærligt møde mellem barn og voksen. Vi politikere skal stoppe med at tro, at alt skal styres centralt og i stedet give plads og mulighed for, at den enkelte institution, skole og fritidshjem kan gøre det, som de finder bedst for at kunne varetage vores børns behov.
ET LEVET LIV FORTJENER RESPEKT OG MEDBESTEMMELSE
Vi har så meget at takke vores ældre medborgere for. De har skabt et fantastisk og velstående samfund og demokrati gennem arbejdsomhed og kloge beslutninger. Derfor undrer det mig også, at ældrepolitikken ikke får mere opmærksomhed på Christiansborg. Ligesom alle andre aldersgrupper har vores ældre medborgere meget forskellige behov. Nogle ønsker at blive belønnet for ikke at gå på pension, mens andre er for slidte til at arbejde mere. Nogle har behov for mere støtte i hjemmet, mens andre har behov for at komme på plejehjem. Dét er netop pointen; vi har brug for en sammenhængende politik for mennesker i tredje del af livet, der favner alle behov og mægtiggører alle ældre danskere til selv at bestemme, hvad der er det rigtige for lige præcis dem.
VIRKSOMHEDER SKABER VELFÆRD, SÅ HVORFOR SPÆNDE BEN?
Jeg undres over, at jeg meget sjældent hører en politiker takke virksomhederne for den velfærd, de skaber hver dag med skattebetaling og arbejdspladser. Uden en stærk privat sektor er der ingen velfærd. Så simpelt er det. Men hvorfor skal det så være så besværligt at starte og drive virksomhed? Uanede mængder af bureaukrati, snørklede regler og hårde dokumentationskrav fra bankerne blot for at få/have en erhvervskonto kan tage virkelysten fra mange. Danmarks velstand og velfærdsniveau afhænger af, at virksomheder lykkes og vokser. Derfor skal vi også fjerne unødige benspænd og stoppe med at overimplementere EU-krav.
KLIMAFORNUFT
Danmark er et fantastisk land. Danmark er et land, der sætter langt større positivt aftryk i verden end vores størrelse forpligter til. Men vi er og bliver et lille land. Derfor kommer vi heller ikke til egenhændigt at løse den globale udfordring med klimaforandringer. Vi skal inspirere og være et foregangsland. Vi kan endda skabe nye erhvervseventyr med klimateknologi, men vi redder ikke jordkloden ved at sende danske virksomheder til udlandet, hvor klimakrav er lave eller ikke-eksisterende. Så har vi blot eksporteret et klimaproblem frem for at løse det. Jeg står for klimafornuft – uden hverken at være rabiat klimatosse eller rabiat klimafornægter.
DIN HUDFARVE SKAL IKKE AFGØRE, OM DU SKAL VÆRE I DANMARK. DET SKAL TIL GENGÆLD, OM DU OPFØRER DIG ORDENTLIGT
For at sige det, som det er: Indvandrere og efterkommere af indvandrere begår mere kriminalitet end etniske danskere. Det er et faktum, ikke en holdning. Lige så er der flere arbejdsløse indvandrere end etniske danskere. Dette er også et faktum. Integrationen går bedre, men langsomt, og vi er langt fra i mål. Vi kommer i mål ved at stille krav: lær dansk, få en uddannelse, få et job, opfør dig ordentligt og i det hele taget byd ind frem for at kræve.
Man må yde, før man kan nyde. Et sundt og godt princip, som skal gøre sig gældende i måden, vi bedriver integrationspolitik på.
SKABER DU UTRYGHED, SKAL DU I FÆNGSEL!
Danmark er grundlæggende et fredeligt land, men en lille gruppe af ofte utilpassede unge kan ødelægge et helt nabolags trivsel. Det kan ikke være rigtigt, at et lille mindretal skal ødelægge hverdagen for helt almindelige danskere og deres børn. Jeg er villig til at gå meget langt for at give politiet og de sociale myndigheder de beføjelser, der skal til for at fjerne disse unoder fra gader og stræder. For mig er det vigtigt, at vi som samfund sender et klart signal om, at vi på ingen måde tolererer opførsel, der skaber utryghed. Heller ikke første gang.
Du kan læse mere om mig her.
Kontaktinformation
Venstres folketingskandidat for Greve/Solrød Kredsen
stem@charlottebisserup.dk
T. 28 83 17 02
FAKTA OM CHARLOTTE BISSERUP BECHFELDT
Job
Arbejder til dagligt som chef for Public Affairs i brancheforeningen GTS
Politisk erfaring
Opnåede 4.088 stemmer ved sidste folketingsvalg og er dermed 1. suppleant til Folketinget
Civilstand
Bor på Amager med min kæreste, vores tre børn og hund Bertil
Uddannelse
Cand. mag i Film- og Medievidenskab.