Sommerhilsen - Venstre Solrød
Kære medlemmer af Venstre,
Sommeren er over os, og vi har afholdt det sidste byrådsmøde inden sommerferien.
Sankt Hans er lagt bag os, studenterne fra Solrød Gymnasium har danset omkring Solrød Plads foran rådhuset og de fleste gør sig nu klar til en velfortjent sommerferie. Men inden der går jordbær, is og kølig hvidvin i den, vil jeg gerne informere jer om et par ting fra Venstres byrådsgruppe.
På byrådsmødet blev det godkendt, at Lene kan stoppe i byrådet, da hun flytter fra kommunen den 1. juli 2023. Michael Arnø, der er første suppleant, bliver nyt byrådsmedlem.
Flere byrådskolleger bemærkede, at Lene var kendetegnet som ”ordentligheden selv”, og jeg supplerede med betegnelsen flittig, arbejdsom og evnen til at skabe en god stemning omkring sig. ”Du er virkelig en “gutter-woman””, sagde jeg, og her i nyhedsbrevet skal der også lyde en stor, stor tak for samarbejdet; ”held og lykke med dit nyt kapitel i din personlige bog”.
Der skal selvfølgelig også lyde et velkommen tilbage til Michael, som har 4 års byrådserfaring fra sidste valgperiode. Jeg ser frem til samarbejdet.
Med Michaels indtræden i byrådet medfører det ændringer i Venstres repræsentation i de politiske udvalg. Ivar overtager den ledige formandspost i Social-, ældre- og sundhedsudvalget, Kim indtræder i Familie- og uddannelsesudvalget, og Michael får plads i Natur-, klima- og planudvalget samt Kultur-, idræts- og fritidsudvalget. Den fulde set-liste over udpegninger kan I læse i referatet fra byrådsmødet her: http://bitly.ws/JIyg
Økonomiaftalen mellem regeringen og KL ser ikke ud til at redde Solrød Kommunes budget 2024 – nærmest det modsatte. Det tegner til at blive en gyser, da der formentlig er behov for yderligere besparelser ud over de annoncerede 40 mio. kr. – og direktionens omprioriteringer på små 31 mio. kr. Det vil vi bruge sommerferien til at tykke på, og vi vil se budget 2024-27 igennem det prisme, som vi formulerede ved valget i 2021: ”Solrød for fremtiden”.
Jeg ønsker jer alle en fantastisk sommer
De bedste hilsner,
Niels Hörup
V-gruppeformand og 1. viceborgmester