Af Dina Oxfeldt, kandidat til Solrød Byråd (V)
Jeg kunne læse i Viborher, at Tilsyn Øst havde været på besøg i Solrød, og at kommunen nu levede op til alle ”kvalitetsmarkørerne”, som det hedder. Det får kommunen til at udsende en pressemeddelelse med overskriften: ”Flot tilsynsresultat: Hjemmeplejen leverer kvalitet hele vejen rundt”.
Jeg følte mig enormt provokeret over den overskrift. Som ældre sidder jeg nemlig selv midt i det, og ”kvalitet” er nok et af de sidste ord, jeg ville bruge om den oplevelse, som jeg og mange andre har haft med Solrød Kommune.
Jeg har for nylig bisat min syge mand. Han nåede lige akkurat på plejehjem, inden han døde. Han var stærkt plejekrævende, og jeg har bedt, tigget og tryglet Solrød Kommune om at få ham på plejehjem – i lang tid. Samtidig har jeg bedt, tigget og tryglet om tilstrækkelig hjemmehjælp, indtil det kunne lade sig gøre.
Min mand havde brug for 24-timers pleje. Jeg er selv hjertepatient, så det har været helt umuligt for mig at yde den pleje, jeg gerne ville. Jeg har selv siddet i Solrød Byråd, så det er ikke, fordi jeg er uvidende om, hvordan man henvender sig til kommunen for at få hjælp.
Svigtet af kommunen
Men jeg må tilstå, at jeg føler mig groft svigtet af Solrød Kommune. Jeg klagede endda min nød til borgmesterkontoret. Det eneste svar, jeg fik fra Blücher, kunne bedst oversættes til: ”Der er ingen hjælp at hente ud over det, du allerede får fra hjemmeplejen. Og der er ingen plejehjemsplads.”
En plads på plejehjemmet blev først tilbudt, da alternativet var akut hospitalsindlæggelse. Det er uværdigt at behandle Solrøds borgere på den måde.
Mine oplevelser med Solrød Kommune er derfor alt andet end i tråd med påstanden: ”Hjemmeplejen leverer kvalitet hele vejen rundt”. Faktisk bliver jeg både ked af det og vred, når jeg læser sådan en påstand. Jeg er stadig rystet over oplevelsen og ligegyldigheden.
Folk er utilfredse med hjemmehjælpen
Ældreministeriets opgørelse viser, at Solrød Kommune ligger som nummer 93 ud af 98 kommuner, når det gælder tilfredsheden med hjemmeplejen. Vi er med andre ord blandt de fem dårligste i hele landet – milevidt fra kommunens påstand om ’kvalitet hele vejen rundt’.
Solrød Kommune gør det ikke godt på ældreplejen. Siger borgerne. Der er alt for mange mangler. Hvis det går godt for nogle, skal de glæde sig over at høre til de heldige. Vi var ikke heldige. Skal man virkelig håbe på held i sin alderdom?
Solrød taber klagesager
Ankestyrelsen har i givet 63 % af borgerne ret i klager over Solrød Kommune. Så nej. Det går ikke godt. Så næste gang du ser en af de rosenrøde pressemeddelelser, så spørg dig selv, om det nu også har noget med virkeligheden at gøre. ”Kvalitet hele vejen rundt” er det i hvert fald ikke. Jeg ved godt, at nogen nu vil komme med en ny rosenrød fortælling. Men det her er min historie. Og det her er hvad borgerne i Solrød siger. Og det er hvad Ankestyrelsen siger.
Min mand har fået fred. Men jeg får ikke fred, før der sker en forbedring for de ældre i Solrød. Jeg vil kæmpe for bedre ældrepleje i Solrød og færre vildledende pressemeddelelser om ”kvalitet hele vejen rundt”.
Indlægget er også bragt i Viborher og kan læses på dette link:
https://www.viborher.dk/nyheder-solrod/politik-solrod/laeserbrev-af-dina-oxfeldt