Solceller på idrætscentrets tag
Borgmesteren og den nye konstitueringsgruppe har endnu engang brudt en indgået aftale. Denne gang om budgettet for 2024, hvor man helt uansvarligt dræner kassen for endnu en stor tillægsbevilling. Det ser næsten ud som om målet er at tømme kassen, men hvad gør vi så, når der kommer reelle nødvendige udgifter? Hvem skal så betale? Nåh, ja – borgerne selvfølgelig. Denne gang vedrører det budgetforliget for 2024, hvor man havde afsat ca. 8 mio kr. til etablering af en gårdbørnehave i Gl. Havdrup.
Ejendommen blev købt for ca. 4 mio, og de sidste 4 mio var iflg. borgmesteren til restaurering. Allerede dengang advarede Venstre om, at det var et fantasiprojekt, og at der IKKE var behov for en børnehave i GL. Havdrup. Alle prognoser bekræftede dette, men borgmesteren og udvalgsformanden påstod ”at sådan nogle prognoser kunne man ikke regne med”. Behovet er der stadig ikke, men man kører ufortrødent videre – og nu koster gårdbørnehaven i stedet ca. 32 mio, og der er derfor behov for endnu en tillægsbevilling, samtidig med, at bygningen IKKE kan anvendes til f.eks. spejderne, som ellers planlagt, og at legepladsen KUN kan bruges i børnehavens åbningstid.
Alle opfordringer til, at indarbejde en potentiel børnehave i budget 2025, afvises pure. Her ville man ellers kunne få et ordentligt analyse- og planlægningsarbejde på plads – og det drejer sig kun om 5 måneder, som vil være meget værdifulde for Solrøds borgere.
Alle husker vel de besparelser der var nødvendige til budget 2024 på velfærdsområdet.
Venstre støttede både drift- og anlægsbudgettet for 2024, men allerede nu har borgmesteren og co. fået gennemført tillægsbevillinger på mere end de besparelser, der blev lagt ind – så man kan sige, at velfærdsområdet betaler alle de uplanlagte ønsker og drømmescenarier som borgmesteren og co. har – og især betaler ældreområdet, som stod for 50% af de samlede 2024-besparelser på Velfærdsområdet.
• Hvorfor ønsker man at gennemtrumfe en gårdbørnehave, der ikke er behov for i Gl. Havdrup, når det reelle behov er institutionspladser i Strandområdet?
• Hvorfor har man ikke lyttet til et eneste høringssvar omkring placeringen i Gl Havdrup med de store udfordringer det vil give f.eks. trafikalt? Op til 120 biler ind og ud af Gl. Havdrup dagligt.
Venstre så gerne en gårdbørnehave se dagens lys. HVIS der er behov – HVIS vi har råd til det og HVIS det er den model forældrene ønsker.
Venstre ønsker en ansvarlig økonomisk politik, hvor vi har en kassebeholdning, der kan modstå uventede udgifter, f.eks. til klimatilltag, uventet asbest i bygninger, etc.
Ivar Haugaard-Hansen
Medlem af Social-, ældre- og sundhedsudvalget