Konkrete
rammer
vedtaget

NYT FRA BYRÅDET | godt nyt for alle de foreningsaktive vand-entusiaster

Nu er der godt nyt for alle de foreningsaktive vand-entusiaster og andre strand-entusiaster i Solrød Kommune. Byrådet har nemlig nu taget stilling til endnu et element af projekt Strandens Hus.

I starten af året vedtog byrådet rammerne for den kommunale del af projektet – foreningshuset – og nu har byrådet på byrådsmødet den 22. juni 2020 sat rammerne for den kommende restaurant/café med tilhørende iskiosk ved Strandens Hus.

”I samspil med hinanden kommer foreningshuset og restauranten/caféen til at udgøre et fantastisk område fyldt med muligheder uanset, om man er foreningsaktiv, vandglad eller holder af at spise en god bid mad i smukke omgivelser. Det bliver et fleksibelt, imødekommende og indbydende mødested for alle generationer, som længe har været efterspurgt, og vi glæder os meget til, at hele projektet står færdigt,” siger borgmester Niels Hörup.

Byrådet har bl.a. besluttet, at den kommende restaurant/café skal ligge på en såkaldt sokkelgrund, som Solrød Kommune lejer ud i en periode på 30 år, og bygningen skal opføres i samme materialer som det kommunale foreningshus, så de to bygninger fremstår som en harmonisk enhed.

Samtidig skal restauranten/caféens terrasse bygges sammen med foreningshusets terrasse. Der kommer til at være mulighed for udeservering på terrassen samt på pladsen foran bygningen, og for at tage hensyn til beboerne i området er der sat forskellige krav til åbningstider alt efter ugedage og årstider.

Udbuddet af restauranten/caféen sker i perioden den 1. juli 2020 til den 30. oktober 2020, og det er forventningen, at byrådet kan behandle de indkomne bud i december 2020. For at optimere byggeprocessen går byggeriet af restauranten/caféen i gang efter, at det kommunale fælleshus står klar.


Tillæg til lokalplanen sendes i høring

For at opnå det projekt, som byrådet gennem hele processen har haft i tankerne, vedtog et flertal i byrådet på byrådsmødet i april 2020 at gøre det muligt at etablere en restaurant/cafe på op til 350 m2. Det betyder, at der er lavet et tillæg til lokalplanen for Strandens Hus, som Økonomi-, teknik- og miljøudvalget den 15. juni 2020 besluttede at sende i høring.

Fordi høringen finder sted henover sommeren, har Økonomi-, teknik- og miljøudvalget valgt at forlænge høringsperioden fra fire uger til seks uger, så borgerne har god tid til at komme med deres input. Høringsmaterialet kan findes på solrod.dk under ’Høringer og afgørelser’.


Fakta

Projekt Strandens Hus består af en kommunal del med en bygning til foreninger mv., offentlige toiletter, parkering og grønne områder samt en privat del. Den private del består af en selvstændig bygning med en restaurant/café med tilhørende iskiosk, der skal opføres på en del af grunden, som Solrød Kommune udlejer til formålet.

Del indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev