Miar slogan cmyk 3
Logo rgb3
Udsnit vi bor her

I Viborher.dk har Blücher igen forsøgt – i modstrid med virkeligheden – at fortælle, at det er “misvisende” at tale om sorte skyer over Solrøds økonomi. Det ville Per Dahlin, kandidat til byrådet (V), gerne have svaret på samme sted. Men for at avisen ikke skal drukne i indlæg, så er der kun plads til replik og ikke svar til den. Men svaret skal du ikke snydes for. Det kommer her:

Man kan ikke skrive sig ud af Solrøds økonomiske problemer

Af Per Dahlin, Kandidat til Solrød Byråd (V)

Tak, Blücher, for dit svar. Det er tydeligt, at vi ikke opfatter tingene på samme måde, og det har jeg respekt for. Vi skylder imidlertid borgerne at være ærlige om, hvordan økonomien har det.

Det er stadig Venstres opfattelse – og for den sags skyld også forvaltningens – at der er store kommende underskud på vej i Solrød, med udgangspunkt i nuværende drift og prioritering. Det skal løses, og det skal løses i samarbejde og på tværs af byrådet og forhåbentlig i enighed. Men lad mig lige nævne nogle enkelte forhold:

Det er rigtigt, at der tidligere har været store jordsalg igennem mange år, som har givet kommunen rigtig mange millioner. Men Venstre har imidlertid aldrig budgetteret med jordsalg, før der var underskrevet en salgsaftale. Kommunens basale driftsøkonomi bør ikke være afhængig af jordsalg, og pengene fra jordsalg bør bruges til borgernes sundhed og trivsel, vi har bl.a. brugt pengene til at bygge nye daginstitutioner, sportshaller, udvidelser af skoler og Strandens Hus – en stor succes blandt kommunens borgere. Stemte LA i øvrigt ikke imod både den nye hal i Solrød Idrætscenter og Strandens Hus?

Nu er der ikke længere et jordsalg, der kan booste økonomien, så derfor er vi på den korte bane nødt til at sikre en meget hårdere balance mellem udgifter og indtægter på den løbende drift og vores byggerier.

Når økonomien i 2026–2030, som er fremlagt af direktionen, viser, at allerede i 2028 går kassebeholdningen i minus med 21 millioner kroner – og året efter er der minus på 54 millioner kroner – så er vi jo udfordret.

Eller sagt på en anden måde: Der er forbrugt mere, end der kommer i kassen – og nu løber kassen tør, hvis man fremskriver nuværende prioriteringer med nuværende drift. I år var året kun 29 dage gammelt, før byrådet måtte åbne årets budget for at gennemføre en millionbesparelse for at finansiere en gigantisk budgetoverskridelse på 350 % for gårdbørnehaven på Skolevej 70 i Gl. Havdrup. Så presset er kommunens økonomi.

Forklaringen i dit svar er, at det kommende budget jo først skal forhandles. Ja, det siger loven, og det er vi naturligvis enige om. Men udkastet viser jo de grundlæggende problemer, som flere og flere er ved at få øjnene op for: Vi bruger flere penge, end vi får ind, og kassebeholdningen bliver tømt, hvis vi ikke griber ind nu, får prioriteret og sikret en ansvarlig økonomistyring. Opgaven er jo at få balance og ikke at blive ved med at påstå, at vi ikke har et problem.

Når nu borgmesteren i sit svar anerkender, at tallene i budgettet ikke ”stemmer”, skylder borgmesteren så ikke borgerne at fortælle, hvor han synes, at der skal laves ændringer, besparelser eller skattestigninger? Borgmesteren har serveretten og dermed også pligten til at gå forrest.

De tal, der angives i budgettet, er jo ikke tal, som direktionen har opfundet. Det er tal, der er baseret på diverse planer vedtaget i byrådet, eller faglige vurderinger af et vedligeholdelsesbudget, behov for udvidelser af lokaler på skoler o.lign. Desværre skriver Blücher, at det er helt misvisende, når man fremhæver det helt faktuelle, som hans egen forvaltning har udsendt.

Af en grund, jeg ikke kender, mener Blücher, at indtægterne fra tidligere jordsalg alligevel bare var som at sælge sine gamle møbler. Jeg tror nu nok, at de, der har købt en parcelhusgrund, synes, at de har fået lidt mere end nogle gamle møbler ud af det. Kommunen har i hvert fald fået både penge fra ”de gamle møbler” og nye gode skatteborgere i kommunen. Til de nye borgere vil jeg i stedet sige: Velkommen til – vi er glade for, I valgte Solrød til.

Netop fordi jordsalget bortfalder som indtægt, så står Solrød og mangler indtægter. Det er derfor, at jeg og Venstre foreslog to ting: En langsigtet strategi med at satse på at tiltrække erhvervsvirksomheder og dermed skattekroner, og en her-og-nu-løsning med prioriteringer, hvor vi ikke igangsætter byggerier, som vi i bund og grund ikke har råd til. Begge opgaver, som jeg erkender, er svære, men som jeg og Venstre ser frem til at påtage os serveretten på efter den 18. november.

I Venstre går vi til forhandlingerne med et åbent sind. Det er jo en bunden opgave at lande et budget – og vigtigst af alt, en sund økonomi for borgernes skyld.