Replik fra Kim Kliver, borgmesterkandidat (V)
I Venstre har vi fremlagt vores tanker for at styrke det frivillige arbejde i Solrød Kommune. Vi vil gerne bringe beslutningerne tættere på de borgere, der arbejder i det frivillige foreningsliv. Vi tror på, at de er nogle af de bedste til at vurdere, hvad der er behov for. Om det så skal være et særligt § 17, stk. 4-udvalg, en styrkelse af Folkeoplysningsudvalget eller noget helt tredje – det tager vi gerne en drøftelse af.
Det er derfor glædeligt, at også Emil Blücher på viborher.dk kvitterer positivt for Venstres forslag om øget selvbestemmelse for vores rige foreningsliv – inden for idræt, kultur, ældreområdet eller friluftsområdet. De fortjener nemlig mere medbestemmelse og mindre bureaukrati.
Hvor er den klare retning?
Jeg bliver dog en smule bekymret, når Blücher skriver, at der hersker en klar retning for både økonomi og udvikling. Jeg ville ønske, det billede tegnede sig lige så klart efter mine kaffesnakke med de øvrige partier og lister – og i samtaler med borgerne.
Desværre står det ikke lige så klart for alle. For eksempel skriver Blücher, at “et stort vedligeholdelsesefterslæb fra tidligere nu bliver håndteret langt mere systematisk”. Alligevel vedtog byrådet så sent som den 29. januar en besparelse på Uglegårdsskolen på 2,6 millioner kroner – penge, der netop skulle være gået til vedligeholdelse. Det virker ikke systematisk. Det ligner snarere en slingrekurs uden retning.
Formålet? At dække et gigantisk hul i budgettet for en institution, der endnu ikke er opført, og som allerede har overskredet budgettet med hele 350 %.
Mit budskab er klart: Vi har alle et ansvar for at skabe et sandfærdigt billede – og for at skabe enighed om, hvordan tingene rent faktisk forholder sig.
Der er en grund til, at der er hyret eksterne konsulenter
I mine øjne er politisk uenighed ikke nødvendigvis et problem – hvis alle har respekt for hinanden og overholder indgåede aftaler. Det har dog haltet en del.
Når der opstår tvivl om aftaler, vælger nogle en tilgang, hvor ansvaret placeres hos de andre, samtidig med at man forsøger at male et glansbillede af virkeligheden. Men gavner det i sidste ende? Det tror jeg ikke.
Problemerne forstærkes yderligere af den manglende udmelding om resultatet af byrådets fælles beslutning om at hente ekstern hjælp til at forbedre samarbejdsklimaet. Resultaterne burde kunne ses i form af en erkendelse af de reelle problemer: manglende retning, utryghed blandt medarbejdere og en fælles vision for samarbejde – frem for den nuværende kurs, hvor man hopper fra tue til tue.
Vi har forpligtet os til samarbejde
Venstre føler en klar forpligtelse i forhold til det fremtidige samarbejde – men det gør alle andre i høj grad også. Lad os derfor i fællesskab løfte opgaven med et løfte om ordentlighed og troværdighed. Vi er klar til at påtage os opgaven, fordi vi kender betydningen af synlig ledelse og respekt – uanset politisk ståsted.
Nogle vil måske mene, at det er lovlig optimistisk med den nuværende politiske kultur, men jeg tror grundlæggende på, at gensidigt samarbejde og troværdighed er til gavn for vores borgere.