solrød for
fremtiden

Venstre i Solrøds nye slogan ”Solrød for fremtiden” afspejler langsigtede ambitioner for kommunen

Venstresolrod Nyhed Solrodforfremtiden

Med sloganet ønsker partiet at formidle en vision om at se langt og hæve ambitionerne for Solrød Kommune ved at bygge videre på nærværende periodes resultater.

Hos Venstre i Solrød kan man ikke mærke, at sommerferien nærmer sig. Tværtimod har der været højt tempo de seneste uger, hvor partiet har offentliggjort ny bestyrelse samt præsenteret kandidaterne til kommunalvalg KV-valgkampen 2021. 

For borgmester Niels Hörup lægger det nye slogan sig i naturlig forlængelse af den vision, som partiet gik til valgkamp på i 2017:

”Hvor sidste valgkamps slogan ”Dit og mit Solrød” understøttede vores vision om at skabe det bedste sted at leve og bo i hovedstadsområdet, er det nye et naturligt næste skridt. ”Solrød for Fremtiden” formidler vores ambitioner om at sikre, at Solrød forbliver det bedste sted at leve og bo – nu og i fremtiden,” forklarer borgmesteren, som opstiller til genvalg i 2021.

Niels Hörup har varetaget borgmesterposten siden 1. januar 2006. Tidligere har han siddet i byrådet 1986 til 1988 og igen fra 1996 og frem til i dag. Selv om både han og Venstre har en lang historie bag roret i Solrød Kommunes byråd, er den kommende valgkamp bestemt ikke noget, hverken Niels Hörup eller resten af kandidatholdet tager let på:

”Det er et enormt ansvar, som Solrøds borgere lægger i vore hænder, når de sætter kryds ved Venstres kandidater. For os er det afgørende, at vi gør os fortjent ved hele tiden at løfte vores ambitioner for Solrød Kommune. Fordelen ved et genvalg er netop, at vi får mulighed for at se langt frem og bygge videre på de solide resultater, som er realiseret i løbet af nærværende periode,” forklarer Niels Hörup og tilføjer: ”Og netop den ambition indkapsler ”Solrød for Fremtiden”.

Visionerne bag sloganet bliver udfoldet i Venstres valgprogram for 2021, som offentliggøres efter sommerferien.

Venlig hilsen
Venstre i Solrød

Tilmeld dig vores nyhedsbrev