NIELS HÖRUP | Kære medlemmer og læsere! – Venstre i Solrød
hul på
efteråret

Nu har vi taget hul på efteråret, som på mange måder varsler hårdt arbejde, mange lokale samtaler og debatter.

Meget tyder på, at det forestående valg vil byde på såvel seriøse som useriøse indspark, og det er mere end nogensinde vigtigt, at vores medlemmer bakker op om Venstre i Solrød, vores daglige politik og ikke mindst vores valgprogram.

Udover de igangværende budgetforhandlinger kommer vi til at deltage i mange valgaktiviteter frem mod kommune- og regionsrådsvalget 16. november 2021.

Sidste lørdag i august havde vi en fin, velbesøgt stand på “Fritid i Solrød” i Solrød Center. Regnen silede ned, men selv på trods af vejret fik vi mange gode forslag med hjem til vores videre politiske arbejde.

De besøgende på vores stand fik nemlig lejlighed til fortælle os om deres mange drømme for Fremtidens Solrød. Det var så stor en succes, at vi har besluttet at fortsætte denne mulighed for dialog på vores hjemmeside. Kig ind på hjemmesiden og deltag i debatten.

Vi lytter til vælgerne – og dialogen giver os vigtige input til den politik, vi går til valg på. Seriøsitet og økonomisk stabilitet er stadig grundpiller hos Venstre i Solrød.

Demokratiets dag er dette års afløser for Høstfest i Havdrup. Arrangementet løber af stablen den 18. september 2021 i Havdrup Center, hvor vi naturligvis er repræsenteret med hele kandidatholdet og en super fin stand.

I er som altid mere end velkomne til at besøge os på standen.

Jeg håber vi ses!
De bedste hilsner
Niels

0

Tilmeld dig vores nyhedsbrev